Bispegade 1

Af 

 

Det store gavlhus træder frem i gadebilledet; der er få huse som dét i Haderslev. Huset blev bygget af konditor J. E. H. Beythien i 1850, mens tilbygningen, langs Præstegade, blev tilføjet i 1859. Huset er grundmuret mod gaderne, mens muren mod gården står i bindingsværk, hvilket stadig kan anes gennem slippen til højre for huset. Bygningen minder lidt om Skt. Ansgars Kirke i København, med sine kraftige piller i hjørnerne og ligeledes kraftige hovedgesims. Mere lokalt er inspirationen tydeligvis hentet fra Torvet 8, som fik dens nuværende facade i slutningen af 1840’erne.

Inspirationen til begge huse må dog, uden tvivl, være kommet fra Thalia-teatret i Hamborg, tegnet af arkitekterne Franz G. Stammann og Auguste de Meuron. Teatret blev opført i 1843, og er afbilledet i Hamburgs Neubau.

Arkitekten er ikke kendt, men vinduesbrynene leder tankerne hen på Paul Christiansen. Bladet øverst på brynet kaldes et akantus, og de planteagtige hvirvler på siderne kaldes akroterier. Sådan nogen findes ved Apotekergade 9, Apotekergade 13 og Naffet 39 som alle er tegnet af Paul Christiansen. Akantus, akroterier og gesimsfrisen er i øvrigt nærmest identiske med dem man finder på Slagtergade 8.

Litt.: Hartmann, Sys (red.): Huse i Haderslev bd. 1. 1982. s. 101