Dalgade 6

1913 - Hjemstavnsstil

 

Anne Eg Larsen

 

Bygningen blev opført af Haderslevs første byggeforening Arbeiterwohlfahrtsverein, som bl.a. blev stiftet af Chr. Fuglsang og bygmester Jürgensen.

Huset blev opført samtidig med tre lignende huse på Dalgade, og de var alle beregnede til arbejdere ved amtsbanen, husene blev solgt til banen i 1919.

Byggeforeningen og andre initiativtagere opførte også andre udlejningsboliger til arbejdere, bl.a. på Lindedal, her var det typisk etageejendomme med toværelseslejligheder, man byggede. De to gader udviklede sig hurtigt til et lille arbejderkvarter midt imellem Åstrupvejs store historicistiske villaer og Rolighedsvejs Bedre Byggeskik-huse.

Huset er opført i hjemstavnsstil, der i sit udtryk minder om Bedre Byggeskik, som ses i de omgivende kvarterer. Hjemstavnsstilen var ligesom Bedre Byggeskik også et udtryk for godt gedigent dansk håndværk med rod i traditionerne.

Huset er et flerfamilies hus i røde mursten med hvide vinduer. I murværket er udført dekorationer, som er karakteristiske for stilen. Firkantede blændinger pryder facaden, og hjørnerne er dekorerede med refendfuger.

I 1909 tegnede arkitekt Kaj Gottlob en stor købmandsgård i Skærbæk, gården blev af flere betegnet som et idealbyggeri for hjemstavnsstilen. Købmandsgården er meget inspireret af Møgeltønder og Vestkystens gårde, og huse i så gennemført stil findes ikke rigtigt i Haderslev, hvor stilen er mere afdæmpet. Det er en meget karakteristisk bygning, hvis udseende domineres af det store valmede tag, hvide skodder ved vinduerne og den fremspringende karnap med de store vinduer.

 

 

Billeder

Lindedal
Lejlighedsbyggeri på Lindedal fra 1922.
Lindedal
Her er husene lidt mere forskellige end på Dalgade, hvilket kan skyldes, at forskellige bygherrer opførte boligerne på Lindedal.
Dalgade 6
Facaden er inddelt af tre murblændinger, som indrammer vinduer og dør, hvilket giver et meget symmetrisk udseende.
Skærbæk
Købmandsgården i Skærbæk er i dag indrettet som museum. Foto: Museum Sønderjylland – Skærbæk.