De magiske horn fra Gallehus

Guldhornene ved Møgeltønder

Jernalder, Offerfund og ritualer

 

Lilian Matthes

 

At ville skrive noget om guldhornene fra Gallehus er en temmelig udfordring! Det er der rigtigt mange, der allerede har gjort meget mere udførligt, og hornene er undersøgt i alle deres aspekter, som det enestående fund det var. Og det er med vilje, her siges VAR, for genstandene findes i dag ikke mere (se billede 1).

Det er fundhistorien og hornenes senere historie, der gør stoffet mytisk og fængslende, og som tilgift kommer hele den billedverden, der har været afbildet på hornene og viser i glimt noget om datidens forestillingsverden og tro- altså et ægte oldtidsglimt! Desuden fik guldhornene betydning som nationalt klenodie og var konstant et motiv i kunst og digtning, især i Sønderjylland ( se billede 2 ).Men her vil vi prøve at holde os til de facts vi har.

Hornenes lange historie- i korte træk

Det første horn, ”det lange” blev fundet i sommeren 1639 i Gallehus af en ung kvinde, der kom gående hen over marken. Hornet endte ad forskellige omveje hos den daværende konge Christian 4., der gav sin søn hornet. Denne fik lavet en fod på, så man kunne bruge det som drikkehorn, noget der i renæssancen var moderne. Det var her hos prinsen, at oldforskeren Ole Worm (1588-1654) så det og fik lavet en tegning og senere et træ- og kobbersnit af hornet, begge fra ca. 1641. Hornet blev nu henlagt i de kongelige samlinger, det såkaldte ”Kongelige Kunstkammer”. Hertil kom det andet guldhorn, der blev fundet på samme mark i Gallehus ved Møgeltønder i 1734. Det var denne gang en husmand, der endda nåede at få en mindre findeløn for hornet. Dette nye horn manglede nederste del og kaldes derfor det korte guldhorn. Det blev arkivar J.R. Paullis opgave at tegne og beskrive hornet, og han udgav ligeledes en afhandling om dette fund. Også dette horn kom via grev Schack på Schackenborg til kongen, nemlig Christian 6.

Nu forblev hornene i Kunstkammeret indtil 1802, hvor de blev stjålet og indsmeltet af bedrageren Niels Heidenreich, som egentlig var udlært guldsmed. Han lavede flere forskellige spænder, mønter og smykker af hornguldet, men han blev snart pågrebet og sat i fængsel. Hornguldet og dermed hornene var derimod for bestandigt forsvundet.

Rekonstruktion af hornenes udseende

Det lange horn er – ud fra de eksisterende tegninger – blevet rekonstrueret til at have været 71 cm langt og det har vejet 3,1 kg. Det korte horn har vejet 3,7 kg og har efter al sandsynlighed oprindeligt været længere end det første, idet der også manglede et stykke. Materialet har nok været sølvblandet guld, idet rent guld vil have været al for blødt at lave en så stor genstand af. Begge horn var dekorerede med omløbende bånd med motiver, der kendes for andre danske guldfund.  Det er menneskedyr, ryttere og bueskytter, springende dyr og slangefigurer (se billede 3). Muligvis illustrerer billedelementerne en mytisk fortælling, der hørte hjemme i datidens forestillingsverden. Den kan vi i dag kun gisne om. Et af elementerne er et ganske bestemt dragedyr, hvis lige faktisk findes på noget af udstyret fra Nydam-våbenfundet (se billede 4).

Hornene kan dateres til tiden efter 400 e.Kr., idet man benytter sig af de kendte arkæologiske, typologiske metoder, hvor man prøver at finde oprindelsen til et bestemt billedmotiv.

Formodentlig har guldhornene fungeret som drikkehorn, der blev brugt ved særlige lejligheder.

Nationalt symbol

I midten af 1800-tallet blomstrede nationalismen i Danmark, og guldhornene gik fra at være et sjældent fund fra oldtiden til et symbol på Danmarks svundne storhedstid. De blev derfor tit lavet i kopi og stod mange steder på skoler eller blev givet som gaver ved særlige lejligheder.

Efter Ole Worms tegninger at dømme fandtes også en runeindskrift på det korte horn, der i 1865 blev tolket som ”Jeg Lægæst […] gjorde hornet”. Netop på det tidspunkt gjorde man meget ud af at det var den ”første oldnordiske”indskrift, man kendte, og dette var et vigtigt symbol efter tabet af Sønderjylland til Preussen. Det var den norske sprogforsker Sophus Bugge, der tolkede indskriften.

Også i dag er Guldhornene brugt som motiv på det at være dansk. Et fint eksempel er de små guldhorn til juletræet, som Nationalmuseet i år har valgt at få fremstillet til deres butik (se billede 5).

Litteratur

Adriansen, I: Nationale symboler i det danske Rige 1830-2000. København 2003., s. 145.

Vang Petersen, Peter: Warrior art, religion and symbolism. Jørgensen, Lars; Storgaard, Birger & Gebauer Thomsen, Lone, red.: The Spoils of Victory – The North in the shadow of the Roman Empire. Nationalmuseet, 2003. s. 287.

 

http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_Oldtid/Yngre_Jernalder/Gyldne_tider_400-550_e.Kr/Guldhornene_fra_Gallehus

 

 

 

 

 

Billeder

1. De rekonstruerede Guldhorn.
Fremstillet i 1979. Foto: Nationalmuseet.
2. Pigen der fandt guldhornene.
Maleri af Harald Slott-Møller fra 1906
3. Motiver.
Oversigt over figur-universet fra de to Guldhorn. Foto: Nationalmuseet.
4. Beslag fra sværdskede.
De to sammenslyngede dyr findes også på det lange horn. Foto: John Lee, Nationalmuseet.
5. Julepynt.
Guldhornene som pynt til træet. Foto: Nationalmuseet

 

Videoklip

Hør fortællingen om guldhornene..