Fællesskabets gravplads

Årupgård vest for Gram

Jernalder, Begravelser

 

Mads Leen Jensen

 

Det er ofte i oldtidens grave, at vi får et billede af de enkelte individer og deres sociale relationer. Hvem var rig, hvem var fattig, hvem var kriger og hvem var bonde? I det meste af førromersk jernalder (500-100 f.Kr.) er dette imidlertid vanskeligt. Der er nemlig en umiddelbar anonymitet over gravene i jernalderens første århundreder. Ingen udmærker sig ved rigdom og magt; der hersker en lighed i døden, som man ellers sjældent ser i oldtiden. Dette kan dog ikke tages som et udtryk for, at man levede i et egalitært samfund, hvor alle var lige, men det giver os et indblik i, hvordan man opfattede livet efter døden.

Gravpladsen

Tuegravpladsen ved Årupgård har været kendt siden 1890´erne, hvor Nationalmuseet og Antikvarisk Samling i Ribe blev opmærksomme på store grupper af tætliggende små gravhøje (tuer). Højene var bevarede i uopdyrkede hedestrækninger i det sydvestjyske område. En af disse grupper lå ved Årupgård vest for Gram. En lignende tuegravplads blev fundet ved Årre mellem Esbjerg og Grindsted, og her foretog man udgravning af 266 tuer med urner. Så mente man også, at man vidste alt om disse simple tuegravpladser. Derfor fik Årupgård lov til at ligge i fred. I 1931 blev en mindre del af heden omkring gravpladsen fredet, men senere udgravninger skulle vise, at tuegravpladsen strakte sig langt ud over de allerede dengang opdyrkede marker (se billede 1).

I 1970-1972 blev pladsen gravet ud under ledelse af mag.art. Erik Jørgensen fra Haderslev Museum. Udgravningen gav et helt unikt indblik i datidens begravelsesskik. (se billede 2).

De mange grave

Gravpladsen tager afsæt i en stor bronzealderhøj, der stadig står på heden. Herfra strækker den sig mod syd i to bælter, det ene 450 m langt og 100 m bredt, det andet omkring 200 m langt og 100 m bredt. I den dyrkede mark er der udgravet godt 1200 tuegrave. Hertil skal lægges omkring 300 tuegrave, som stadig findes indenfor det fredede hedeareal, og hvoraf kun et fåtal er udgravet. Med sine godt 1500 grave er tuegravpladsen ved Årupgård den største gravplads, vi indtil nu kender fra førromersk jernalder herhjemme. Gennem oldsagsformernes skiften kan vi følge udviklingen i de to afdelinger af gravpladsen, som tidsmæssigt følger hinanden fra start til slut (se billede 3  ).

Tuerne består af små lave høje op til 11 m i diameter, omgivet af ringgrøfter og med en urne med de brændte rester af den døde placeret omtrent i midten. Ringgrøfterne afbrydes flere steder af jordbroer. To, tre og fire er det almindeligste, men også fem og endda seks ”indgange” er konstateret. Ved de bedst bevarede tuer (dem indenfor hedearealet) kan der konstateres små stengærder rundt om nogle tuer, mens andre har spor efter pæle i grøfternes inderside. I grundform er tuerne meget ens, men deres ydre fremtoning kan variere (se billede 4 og 5).

Indholdet i gravene er sparsomt, kun i 30 % af urnerne er der gravgaver (se billede 6). Dragtnåle er den mest almindelige oldsagsform (oftest i jern), men også bæltespænder og forskellige ringe forekommer ret hyppigt. Enkelte grave indeholder bronzehalsringe og andre mere sjældne genstande af bronze og jern. Der er ingen våben i gravene. Disse lidt specielle grave adskiller sig fra den ellers så ensformige mængde af grave. Således er det ofte gravene med de mere specielle gravgaver, der også har de største tuer.

Samfundet

Gravpladsen ved Årupgård tegner et billede af et samfund, hvor det enkelte individs status til dels er blevet sløret i døden, og hvor der i en periode på 400 år synes at herske fred og harmoni i landet. Men inddrages andre arkæologiske fund, fås der et helt andet billede.  Krigsbytteofferfundet ved Hjortspring Mose viser en krigerisk tid, hvor den alsiske befolkning var i stand til at møde og vinde over en hær på omkring 100 angribere (se uge 3). Sejren og den efterfølgende ofring af fjendens udstyr i mosen vidner om et klart struktureret samfund. De mange moselig, som også kendes fra denne periode, viser også et samfund, hvor henretning eller ofring af mennesker, var en del af livet.

Man må derfor kigge på alle fundgrupper i førromersk jernalder, for at nærme sig en forståelse af samfundet og dets opbygning. At alle blev gravlagt tilnærmelsesvis ens skyldes nok snare en forberedelse på livet efter døden end en afspejling af individets formåen.

På dette punkt adskiller tuegravene sig ikke så meget fra vores egne nutidige begravelser!

 

Litteratur:

Jørgensen, Erik 1971. Liden tue. Skalk 2, 1971. S. 3-7.

Jørgensen, Erik 1972. Tuegravpladsen ved Årupgård. Sønderjysk månedsskrift nr. 11, 1972. S. 388-395.

Jørgensen, Erik 1975. Tuernes mysterier. Skalk 1, 1975. S. 3-10.

 

 

Billeder

1. Ringgrøfterne om tuegravene ses som mørke ringe.
Til højre ses det fredede hedeareal, hvor man kan ane tuernes form. Foto: Erik Jørgensen.
2. Tuegravpladsen under udgravning.
Forrest i billedet ses ringgrøfternes lyse fyld imod undergrunden. Bagerst er fyldet i ringgrøfterne udgravet. Foto: Erik Jørgensen.
3. Gravpladsen og dragtnålenes udvikling.
Den store bronzealderhøj ses øverst til højre. På kortet ses det, hvordan den ene dragtnåletype med tiden, afløser den anden. Efter E. Jørgensen 1975:5.
4. Tuer med ringgrøft under udgravning.
Spor efter stolpehegnet ses tydeligt i snittet af ringgrøften. Foto: Erik Jørgensen.
5. Tuegrave inddeles i to grupper.
1) de flade, hvor tuen mangler eller alene er bygget af fyld fra ringgrøften. 2) Hvælvede tuer, hvor der er tilført jord. Efter Erik Jørgensen 1975:9.
6. Gravfund.
Fund fra en af gravpladsens tuegrave: Urne, bikar og bronzenål.
7. Et af de mere specielle gravgaver fra gravpladsen.
Lerkarret er formet som en agerhøne og har formodentlig været brugt som lampe. Foto: Erik Jørgensen.

 

Videoklip

Hør fortællingen om gravpladsen Årupgaard..