Huse og haver på Rømø i 1700-tallet

Havneby på Rømø

Nyere tid, Gårde, Haver

 

Frauke Witte

 

To grunde i Havneby på Rømø med rester af huse og haveindretning viste sig at gemme på interessante oplysninger om livet på øen i 1700- og 1800-tallet. Ved en arkæologisk undersøgelse af et stort område med hotellejligheder og golfbane fandt Haderslev Museum ud af, at det ikke drejede sig om naturlige klitter, der formede landskabet, men kunstig anlagte plateauer og diger! Mennesket har således formet landskabet efter sit behov i det barske vesterhavsklima.

Huse

For at skabe plads til et større område med sommerhuse, skulle et stort areal ved Vestergade i Havneby på Rømø, jævnes og terrænet delvis fyldes med op til 4 m sand.  Området, som på dette tidspunkt lå hen som et udyrket areal med, troede man, klitter, har tidligere været bebygget som en del af Havneby. Rester af dette kunne stadig anes i terrænet (se billede1). Ved udgravningen i 2005 blev det prioriteret at udgrave to matrikler helt. På begge grunde lå husene høj placeret for at beskytte dem mod højvande. Ved snit igennem de høje husplateauer fremkom arkæologiske fund i ca. 1,5m dybde, og desuden kunne der iagttages lag i profilen. Dette var belæg for, at det ikke kunne dreje sig om en naturlig sandophobning, men at plateauerne var menneskeskabte. Bevist var mange lag af sand og tørv lagt ovenpå hinanden for kunstigt at hæve husene op til et stormflodssikkert niveau.

Ovenpå plateauerne fandtes velbevarede rester af gulve (se billede 2), fundamentgrøfter og mange fund, der er med til at skabe et billede af et liv her på Rømø, som er ved at gå i glemmebogen, selv om der findes skriftlige kilder og billeder, i hvert fald fra slutningen af den tid. Både de skriftlige kilder og fundene daterer bebyggelsen til 1700- og 1800-tallet.

Haver

Nedenfor husplateauerne lå de dybere liggende haver. De var omgivet af diger som beskyttelse mod højvande og flyvesand. Den indtil udgravningen herskende opfattelse var, at haverne var gravet ned i et naturligt klitområde for at opnå denne beskyttelse. Udgravningen viste, at det var forkert. Man har derimod fyldt et lag muldjord på den oprindelige overflade for at skabe en god havebund. Derefter har man opbygget de omkringliggende – og også opdelende – diger ved hjælp af græstørv og sand (se billede 3) og i mange tilfælde har de været ledsaget af hegn, idet haverne har været inddelt i områder til dyr og forskellige afgrøder.

Man kunne altså fastslå, at et hus i denne del af Havneby har bestået af et kunstigt plateau anlagt på den oprindelige overflade. Her lå boligen. Nedenfor denne lå en have samt et område til får og lignende, skilt fra hinanden ved hjælp af hegn. Det hele var omgivet af kunstigt anlagte diger.

Forskellige brønde (se billede 4) har sørget for vandforsyning, og fund af affaldsgruber med keramik (se billede 5), østersskaller og meget mere kaster lyst over indretningen af husene og samt hjælper med at give en datering af huse, plateauer, haver og diger. Husene i denne del af Havneby må være anlagt i starten af 1700-tallet og er atter nedlagt omkring 1860.

 

 

Billeder

1. Mod syd.
Blik over marsken og golfbanen fra det område, der skulle bebygges.
2. Teglstensgulv.
Fra hus nr. 19 under udgravning.
3. Dige.
Med kerne og sideforstærkning af græstørv.
4. Teglstensbrønd.
En af flere brønde, som blev fundet.
5. Stjertpotte.
Potte med udvendig hornmaling fundet i under husplateau på hus nr. 19.

 

Videoklip

Hør fortællingen om haverne på Rømø.