En måde at skabe arbejdspladser på

Af  Signe Lützau Pedersen

 

I den lille skov Blommeskobbel på østkysten af Als ligger en gruppe storstens- eller megalitgrave – to langdysser og to runddysser – fra bondestenalderens begyndelse (se billede 1). I dag fremstår højene som smukke og idylliske monumenter (se billede 2-3), men sådan har det ikke altid været. Mange hundrede års skovdrift, røvergravninger, almindeligt forfald og fjernelse af sten har påvirket fortidsmindernes bevaringstilstand. Derfor blev megalitterne ved Blommeskobbel i midten af 1930’erne restaureret.

Megalitrestaurering i en økonomisk krisetid

Fra begyndelsen af 1900-tallet blev der føjet endnu en opgave til Nationalmuseets repertoire. Hidtil havde fokus været på indsamling af oldsager, berejsning af fortidsminder samt arkæologiske udgravninger. Nu begyndte man også at istandsætte landets megalitgrave.

I 1930’erne var Danmark ligesom resten af verden i alvorlig økonomisk krise. Det udmøntede sig blandt andet i en massiv arbejdsløshed. I forsøget på at skabe nye arbejdspladser igangsatte staten derfor flere storstilede byggeprojekter, eksempelvis Lillebæltsbroen. I tråd hermed blev det muligt for Nationalmuseet at få ekstra bevillinger til restaureringsarbejdet, hvis det foregik som beskæftigelsesprojekter. Megalitrestaurering blev pludselig en måde at afhjælpe arbejdsløsheden på.

En god begyndelse

Restaureringen af de fire megalitgrave ved Blommeskobbel foregik som et samarbejde mellem Jens Raben, lederen af Museet på Sønderborg Slot, og Julius Raklev, som var konservator på Nationalmuseet. Arbejdet omfattede både opretning og frilægning af randstenskæderne samt tilbagelægning af kamrenes dæksten (se billede 4-5). En af disse dæksten er blandt landets største. Desværre var den allerede inden restaureringen blevet hugget i flere stykker (se billede 6-7).

Mens arbejdet stod på i maj 1935 var vejret skønt, naboerne hjælpsomme og samarbejdet mellem museumsfolkene forløb forbilledligt. Alligevel lykkedes det dem ikke at afslutte den omfattende istandsættelse inden for de afsatte 12 dage. Derfor måtte resten af arbejdet skubbes til det følgende år.

Ungdomssløvsind

I maj 1936 vendte Raklev tilbage til Blommeskobbel, men dette år skulle arbejdet vise sig at blive mere vanskeligt. En flok unge mænd skulle deltage i arbejdet. Deres interesse og arbejdsiver var dog mildest talt begrænset. Som Raklev skrev hjem til Nationalmuseet: ”… Efter at have faaet udleveret hver en Skovl, Spade eller Hakke, lænede de sig til disse Redskaber og tændte sig Pibe eller Cigaret og betragtede, tilsyneladende med Foragt, den ene Daglejer, som sled i Rødder og Sten, saa Sveden sprang ham af Panden. Det er næppe nogen Overdrivelse, naar jeg vurderer disse 16 unge Menneskers Arbejde = 2 almindelige arbejdere pr. Dag …”. Med hjælp fra lokale frivillige lykkedes det alligevel Raklev at få afsluttet restaureringen til alles tilfredshed (se billede 8-9).

Jyske Tidende skrev efterfølgende, at ”Gravene i Blommeskobbel maa nu betragtes som en kostelig Perle iblandt Nordens Oldtidsminder”, og det er de stadigvæk.

[:da]Tegning: Jens Raben 1939:7.[:de]1. Rabens plantegninger af dysserne ved Blommeskobbel. [:]