Naffet 30

1851

 

Huset blev bygget i 1851 som forhus til Wolfgang Petersens jernstøberi, som han startede i 1847.

Naffet 30 indeholder en række bemærkelsesværdige detaljer. Murkronens meget kraftige gesims, gemmer på vinduerne til en mezzaninetage. En mezzanin er en lav indskudt etage som er åben ud til underetagen. Det er lidt af et særsyn i en by som Haderslev, hvor husene sjældent er så høje at det er praktisk med en mezzanin. Pilastrene indfatter de midterste og yderste vinduer og danner deres egen selvstændige partier som ender ”i ingenting”, hvor man normalt ville føre dem helt op til gesimsen, så man kunne frembringe illusionen om at de havde bærende effekt. Inspirationen hertil stammer fra italienske renæssancepaladser, hvor man ofte indfattede vinduerne i søjler. Den kraftige gesims stammer også herfra.

Petersen havde drevet et guldsmedeværksted i byen, men opsvinget gav ham åbenbart lysten til at begive sig ud på nye forretningseventyr. Petersens støberi var, med sine 30 beskæftigede i 1847, lidt mindre end Petersen og Bonnichsens, men det hørte stadig til en af de største virksomheder i byen.

Litt.: Hartmann, Sys (red.): Huse i Haderslev bd. 1. 1982. s. 199-201

Fangel, Henrik: Haderslevs bys Historie 1800-1945. 1975. s. 307-309

 

 

Billeder

Mezzanin
Mezzaninetagen. Den kraftige gesims er inspireret af Italienske renæssancepaladser.
Pallazo Farnese
Italiensk renæssancepalads. Se vinduesindfatninger og gesims. Kilde: Wikimedia