Peter Rantzaus slot

Trøjborg ved Visby

Mittelalter, Renæssance, Borge, Krige, Slotte

 

Lennart S. Madsen

 

Sønderjylland har ikke mange borg- eller slotsruiner, men et af de mest spektakulære er ruinerne af Trøjborg Slot nord for Tønder. Ruinerne er blevet undersøgt ad flere omgange i perioden 1959-1976 af Nationalmuseet under ledelse af Johannes Hertz, og senere har Skov- og Naturstyrelsen foretaget renoveringer på murene, så de ikke styrter ned i voldgravene.

Middelalderborgen

Undersøgelserne har vist, at den første borg på stedet er opført i begyndelsen af 1300-tallet. Borgen blev anlagt på vestsiden af en bakkeø, der fra Visby strækker sig mod vest ud i engene langs Sejersbækken. Her er der i den fugtige eng anlagt en kunstig, 30×30 m stor og 2,5 m høj banke, hvorpå der blev opført et 13×12 m stort tårn med 4 m tykke mure af samme type som tårnet på Kalø. Det lå på bankens østside, og ved siden af tårnet fandtes rester af en stor murstensbygning. Banken var omgivet af dobbelte voldgrave adskilt af en vold (se billede 1).

De kongerigske enklaver

Det er sandsynligvis den sønderjyske hertug, der har anlagt borgen, men 1348 blev den pantsat til Johan Limbek af den slægt, der på samme tid ejede Tørning og Søgård. Det var da også Claus Limbek den Yngre på Tørning, der i 1407 solgte Trøjborg til Dronning Margrete. Hun lagde straks borgen og al dens tilliggende ind under Ribe Bispesæde og Viborg Landsting. Det betød, at Trøjborg kom til at høre til Kongeriget Danmark og ikke til hertugdømmet Slesvig. Med udgangspunkt i Trøjborg skabtes herefter ”de sønderjyske enklaver”, områder af Sønderjylland, der hørte til Kongeriget, og som i 1864 blev byttet bort til Tyskland mod ”de otte sogne” syd for Kolding, sognene omkring Ribe samt Ærø.

Slægten Rantzau

I 1565 skænkede kongen Trøjborg til hærføreren Daniel Rantzau, og ved dennes død under belejringen af Varberghus 1569, gik Trøjborg over til broderen Peter Rantzau (1535-1602) mod at kongen overtog Vamdrupgård. Trøjborg forblev i slægtens eje frem til 1673. Herefter gik den via en datter til slægten von Buchwald. Fra 1777 havde gården forskellige ejere.

Trøjborg Slot

Da Peter Rantzau overtog den gamle middelalderborg i 1570, rev han den straks ned og påbegyndte opførelsen af et meget moderne slot. Den gamle borgbanke blev udvidet så meget, at der blev plads til at opføre et 32×31 m stort firsidet slot omkring en lille borggård på kun 14×13 m. Slottets mure rejste sig direkte op af en delvist nyanlagt indre voldgrav, og omkring denne blev der gravet en helt ny ydre voldgrav.  Slottets bygninger var i to etager over en høj kælder med et tårn i hvert hjørne af den indre borggård. (se billede 2). Dette var helt moderne arkitektur i 1570’erne, og arkitekten er da sandsynligvis også Hercules von Oberberg, der også byggede Hansborg Slot, Grøngård, Tønning samt dele af Brundlund Slot. Øst for slottet blev der opført en ladegård, der ligeledes var omgivet af en voldgrav. De nuværende bygninger på ladegården er fra ca. 1680, 1770 og 1870 (se billede 3).  Over indgangen til slottet hængte Peter Rantzau en indskrifttavle der indledtes med følgende tekst (på latin):

”Skatte du sanke og borge du bygge, som dø du ej skulle, død du i morgen ej ved, hvem der ejer dit gods”.

Ruinen

I 1851 købte storbonden Knud Lausten Thomsen (1806-1866) fra Forballum Trøjborg på en tvangsauktion. Lausten havde haft Kristen Kold ansat som huslærer for sine børn i Forballum og var grebet af de grundtvigianske tanker og højskolebevægelsen. Han ville ikke have selve slottet, og tilbød det til staten, for at de eventuelt kunne indrette et seminarium i bygningerne (se billede 4). Da staten efter lange overvejelser i 1854 sagde nej tak (man ville ikke skabe en konkurrent til Tønder seminarium), så begyndte Thomsen at nedrive slottet. Alt brugbart byggemateriale blev solgt, inventaret spredt (noget befinder sig på Museum Sønderjylland i Tønder), og slottet havde sikker været helt fjernet, hvis ikke broen over den indre voldgrav en dag var brudt sammen. Herefter lod man den resterende del af ruinen stå! (se billede 5). Ved udgravningerne er der fundet meget store mængder genstande fra 1570-1855, hovedsageligt fra voldgraven omkring slottet (se billede 6).

Litteratur:

Johannes Hertz: Træk af Trøjborgs bygningshistorie 1347-1854. I Hikuin, nr. 19, 1992

Knud Schmidt Nielsen: Trøjborg – borg og mennesker,  1997.

 

 

 

 

Billeder

1. Plantegning.
Plan over Trøjborg med markering af den middelalderlige banke med tårnet liggende under den nuværende borgbanke. Tegning: Johannes Hertz.
2. Snit igennem slottet og borgbankerne.
Således må det have set ud ca. 1600. Tegning: Johannes Hertz.
3. Trøjborg.
Plan over hele Trøjborg med markering af bygningerne på ladegårdsbanken. Tegning: Johannes Herz.
4. Slottet
Sådan så det ud kort før nedrivningen.
5. Sydlig ydermur.
Hele denne mur stod endnu bevaret, da broen styrtede sammen. Foto: Lennart S. Madsen.
6. Keramik.
Meget store mængder keramik, porcelæn og fajance fra slottet er havnet i voldgraven. Foto: Lennart S. Madsen

 

Videoklip

Hør fortællingen om Trøjborg Slot nord for Tønder..