Præstegade 12

1829-30

 

Huset blev bygget i 1829-30. I bygningen indrettedes byens pigeskole under navnet Wilhelminen-Schule. Tilbygningen mod nord blev tilføjet i år 1900.

Huset er et helt typisk eksempel på den tids arkitektur i Haderslev; et gavlhus med blanke mure, halvvalmet tag og bygget i flensborgsten.

Samtidigt med Præstegade 12 opførte man, på Nørregade 41, byens drengeskole, den såkaldte Friedrichs-schule. De to byggerier ligner, ikke så underligt, hinanden meget, dog er gavlfacaden på Nørregade 41 noget pænere, nok fordi den vender ud mod en hovedgade. Wilhelmineskolen fungerede indtil 1937, hvor der blev indrettet ældreboliger i bygningen.

Murermester Jens Jensen Wraae (1777-1859) var bygmester for begge skoler. Han var en anden fremtrædende bygmester, som havde sit virke i første halvdel af 1800-tallet. I forhold til Paul Christiansen var hans huse ret simple og praktiske, uden de store arkitektoniske nyskabelser. Wraae var boligspekulant og opkøbte ejendomme, hvor han enten byggede om eller byggede helt nye huse, som han kunne udleje. Det meste af klosterets nordside (nr. 2-18) består af mindre boder, bygget og ejet af Wraae.

Litt.: Hartmann, Sys (red.): Huse i Haderslev bd. 2. 1982. s. 230-231

 

 

Billeder

Nørregade 41
Frederiksskolen
Klosteret
Wraaes boder i Klosteret.