Rensdyrjægerne ved den lille sø

Af Jørgen Holm

 

Pludselig lå den dér, knoglen, skinnende i solen, kærtegnet af svedige arkæologfingre (billede 1 og 2). Glade råb steg en majdag i 2001 op fra det mægtige udgravningshul ved Slotseng. I over 14.000 år havde denne tilsyneladende uanselige brysthvirvel af et rensdyr, eminent bevaret, ligget indkapslet i et iltfattigt, olivengrønt lergytjelag i 5 meters dybde. Der var noget helt særligt ved netop denne knogle, blot én blandt flere hundrede. I den sad nemlig stumpen af en flintpilespids, som var splintret, da den ramte dyret under en vellykket jagtekspedition engang i den sene istid. Det var et lille stykke af bladet, der sad tilbage.

Der blev i de gamle aflejringer – i istiden en lavvandet sø – fundet rester af flere rensdyr (billede 3). Mange af knoglerne og takkerne var bearbejdede. Hertil kom enkelte fugle- og fiskeknogler samt nogle ganske få redskaber og affaldsstykker af flint.

En raketagtig temperaturstigning på 6-7° bevirkede i slutningen af sidste istid, at den mægtige iskappe, der dækkede store dele af Skandinavien, i løbet af ret få år smuldrede og kollapsede. Ud ad gletscherportene tordnede mudrede smeltevandsfloder, som rev alt med sig, bl.a. en stor isklump. Til sidst dannedes en lille, lavvandet sø i den skålformede fordybning, som isklumpen efterlod. Det er ud i denne sø, at istidsjægerne har smidt noget af deres affald (billede 4 og 6).

Det er sandsynligt, men ikke bevist, at der er en forbindelse mellem fundene i dødishullet og fire bopladser, som er udgravet på bakketoppen ovenfor i årene 1990-93. Afstanden er ca. 80 m. To af dem stammer fra Hamburgkulturen, opkaldt efter de navnkundige bopladser i Ahrensburgdalen lidt nord for Hamborg. De to andre er formentlig lidt yngre og stammer fra den såkaldte Federmesser-kultur (“Pennekniv-kultur”).

Bopladserne fremtrådte som ovale, 5-10 m lange flintkoncentrationer med tusindvis af flækker og spåner, flækkeblokke og flere hundrede deciderede redskaber: Pilespidser, zinken, skrabere og stikler (billede 5). Stikler er stenalderens “stemmejern”, og de er velegnede til arbejde i knogle og tak.

Zinken er tyske arkæologers betegnelse for nogle særdeles karakteristiske flækkeredskaber, som ved finhugning er forsynet med et krumt “næb” i den ene eller begge ender. De mange funktionsmuligheder ­- skære, skrabe, bore – gør det oplagt at sammenligne denne type med nutidens svejtsiske lommekniv. Netop zinken er karakteristisk for Hamburgkulturens rensdyrjægere.