Slotsgade 22

1578 - Renæssance

 

I 1578 blev Slotsgade 22 udstykket til hertugens bygmester, Hercules von Oberberg. Han opførte her et langhus i sten og tegl i én etage med kælder. Det var dengang meget almindeligt at opføre sit hus i én etage, og mange af de middelalder- og renæssancehuse som i dag fremstår med flere etager har gerne fået disse tilføjet senere hen. Også på dette hus blev der omkring år 1800 bygget en etage mere på, men denne er fjernet igen.

Bygningen er på flere måder lidt atypisk for sin tid, hvilket blandt andet skyldes, at huset er opført som langhus frem for gavlhus. Ligeledes er huset stenbygget frem for den mere almindelige tendens til at opføre huse i det billigere bindingsværk.

Ligesom i nr. 20 er der også i denne bygning fundet vægmalerier, som er blevet restaureret. De kan ses inde i museet, hvor man ligeledes kan læse endnu mere om huset og dets historie.

Alle de gamle huse ligger som vidnesbyrd om den historie og de forandringer, Haderslev by har gennemgået, men der findes selvfølgelig også andre kilder, som kan fortælle om, hvordan byen har udviklet sig. Heriblandt er Braunius’ prospekt af Haderslev by fra 1585, hvor man kan få en fornemmelse af, at byens gader allerede dengang havde nogenlunde samme forløb som i dag.

Litt.: By og Land Haderslev 50 år. Haderslev 2014, s.24.

 

 

Billeder

Anno ca. 1970
Inden man tilbageførte huset til sit renæssanceudseende, bl.a. ved at fjerne det øvre etage. Foto: Historisk Arkiv for Haderslev Kommune.
Lerklining
Kig til Slotsgade 20's gavl. Gavlen er bygget i lerklinet bindingsværk, som var billigere at bygge med end teglsten.
Haderslev by
Braunius’ prospekt af Haderslev fra 1585. Fra museum-sonderjylland.dk – Bymuseet i Haderslev – Byens historie.