Slotsgade 27

1840

 

Huset blev bygget af advokat Johann Georg Petersen i 1840, men kælderen stammer fra 1570’erne. Kældre tog lang tid at anlægge og derfor var det meget normalt at lade et nyt hus opføre over en gammel kælder.

I starten af 1800-tallet var huse som Slotsgade 27 meget normale i Haderslev. Unikt for Slotsgade 27 er dog introduktionen af en række klassicistiske detaljer. Her tænkes først og fremmest på vinduernes udsmykning. De profilerede vinduesindfatninger og gesims er også klassicistiske træk som ikke ses hos lignende bygninger i byen. Facaden er lodret opdelt af vinduernes udsmykning, hvor de yderste er mindre pæne end de midterste. I den senere klassicisme, som på dette tidspunkt dominerede, forsvandt den slags opdelinger og alle vinduer, på samme etage, blev identiske. Utidstypisk er også at huset står i blank mur, dvs. ikke er overpudset. I huset mødes traditionel haderslevsk arkitektur med klassicismen, dog i en lidt konservativ version.

Huset er bygget i små gule sten, som var de fortrukne mursten i Haderslev på det tidspunkt. Stenene kaldes ”flensborgsten” fordi de blev produceret på teglværker omkring Flensborg Fjord. På siden af huset kan man se fundamentet, som stammer fra det ældre hus. Her kan man se kontrasten mellem flensborgstenen og munkestenen; den fortrukne mursten i middelalderen.

Litt.: Hartmann, Sys (red.): Huse i Haderslev bd. 1. 1982. s. 263

 

 

Billeder

Flensborgsten og munkesten
Flensborgsten øverst og munkesten nederst.
Lavgade 12
Et typisk eksempel på haderslevsk arkitektur fra starten af 1800-tallet.