Torvet 4

ca. 1630 - Renæssance

 

Genopført i bindingsværk umiddelbart efter branden 1627 af rådmand Jens Matzen. På Torvet var man nogen af de første til at genopføre huse efter branden, det kommer sig nok især af, at det var her, overklassen boede.

I 1962 brændte huset igen, hvorefter kommunen købte og restaurerede Torvet 4, 5 og Apotekergade 1. Således er meget af det, man ser på bygningen i dag ikke oprindeligt fra opførelsestidspunktet men en rekonstruktion.

Huset har et karakteristisk rødt udseende, hvilket er et typisk træk fra renæssancen, hvor man gerne gav sit hus en stærk farve, modsat i middelalderen hvor farven på husene var mere afdæmpede.

Udkragningen af 2.stokværk var også meget almindeligt i renæssancen, da det både havde en vis pyntelig effekt og samtidig var praktisk i og med, at gulvarealet forstørredes i den øvre etage.

Ydermere er bygningen også et eksempel på en sønderjysk tradition fra perioden, hvor man udsmykkede gavlen ud mod gaden meget smukt, mens den del som vendte ind mod gården blev langt mere nedtonet. Facaden er her pyntet med udskårne rosetter i bjælkerne, afrundede teglsten i udkragningen samt resterne af en inskription, som sidder over karnappen. Det var tidligere almindelig skik og brug, at man havde latinske inskriptioner med religiøs betydning over døren til sit hus.

Otte af Torvets huse er opført efter branden i 1627, det drejer sig om nr. 4, 5, 7, 8, 11, 12, 13 og 14. De fleste står i dag med 1800-tals facader, men under eksempelvis nr. 11 og 12 ligger kældre, som stammer tilbage fra middelalderen. De er blevet genbrugt, da man genopførte og ombyggede husene senere.

Litt.: Fangel, H.: Fredede huse i Haderslev. Haderslev 1989, s. 34-46.

 

 

Billeder

Torvet 1905
Før branden i 1962 overpudsede man bindingsværket. Foto: Historisk Arkiv for Haderslev Kommune.
Roset
Detalje af roset, som er blevet bygningbevaringforeningens bomærke.
Bindingsværk
Over karnappen sidder en inskription, som har overlevet branden i 1962.